Pilonidalcyste

Pilonidalcyste er en infektion i hårsække, som sidder over korsbenet. Hvis der kommer betændelse i området, kan der være tale om en byld eller såkaldt “pilonidal absces”.

Pilonidal cyster ses oftest mellem endeballerne. Symptomerne er sekretion, kløe og smerter.

Før operationen:

Operationen kræver ingen forberedelse, men det er en god ide at sørge for at have smertestillende medicin i hjemmet

Operationen:

Indgrebet udføres i lokalbedøvelse. Ved operationen fjernes det syge væv med eventuelle hudåbninger og cyster. Såret sys som regel sammen, men i visse tilfælde må man lade såret stå åbent med henblik på heling fra bunden.

Efter operationen:

Lokalbedøvelsen holder i 2-6 timer.

Mod smerter: De første 2-3 dage efter operationen er som regel smertefulde. Med mindre andet er aftalt, kan der mod smerter tages almindelige håndkøbspræparater (Panodil og Ipren).

Restriktioner: Det er mest hensigtsmæssigt at sørge for transport efter operationen.

Forbinding:

Forbinding fjernes dagen efter operationen. Operationssåret rengøres bedst ved at skylle med en håndbruser to gange daglig og efter toiletbesøg, indtil operationsområdet er smertefrit. Eventuelt kan kolde omslag anvendes (kuldepakning),  både for at standse hævelse og mindske smerter.

Sygemelding er oftest nødvendig til trådene er fjernet ca. 10 dage efter operationen (via egen læge).

Du må først gå i karbad eller svømmehal når stingene er fjernet

Trådene fjernes her på klinikken med mindre andet er aftalt.

Komplikationer:

De hyppigste komplikationer er feber, smerter og betændelse i såret. Ved betændelse kan det være nødvendigt at åbne såret og skylle med håndbruser til heling er opnået.

Meget vigtigt:

Skulle der efter operation opstå feber, større blødning, hævelse eller tiltagende smerter bedes du kontakte klinikken på telefon 33 11 44 48 eller vagtlæge 1813

Afbud og udeblivelse:

Hvis du er forhindret i at komme til en aftalt tid, skal du melde afbud hurtigst muligt eller senest en hverdag før, så en anden patient kan få din tid. Du kan melde afbud elektronisk på hjemmesiden (under kontakt klinikken) eller telefonisk på 33 11 44 48, hvor du evt. kan aftale en ny tid.

Efter overenskomst med Danske Regioner vil der ved manglende rettidigt afbud opkræves et gebyr på 250 kr. for udeblivelse fra en konsultation og 500 kr. for udeblivelse fra en undersøgelse eller operation.

Speciallæge Søren Munch Jensen | Ny Kongensgade 21, 1.th | 1557 København V | www.33114448.com     Tlf: 33 11 44 48

Revideret af SMJ 01.02.2024. Revideres årligt senest 01.02.2025.