Kikkertundersøgelse af hele tyktarmen (koloskopi)

Formålet med undersøgelsen:

Formålet med undersøgelsen er, at afsløre om der foreligger polypper, udposninger, tarmforsnævringer, tarmbetændelse eller alvorlige forandringer som tarmkræft.

Undersøgelsen foretages med en bøjelig kikkert (koloskop), der indføres gennem endetarmen og videre op gennem hele tyktarmen.

Undersøgelsen tager som regel mellem 15-30 minutter.

Før undersøgelsen:

I forbindelse med din tidsbestilling er der sendt rekvisition på udrensning, som du gratis kan afhente på ethvert apotek i Danmark.

Vigtig information om din kost inden undersøgelsen:

Du skal undgå jerntilskud, rødbeder, kerner og fed kost op til 3 dage før undersøgelsen.

For at udrensningen bliver mest effektiv, anbefaler vi en kost bestående af f.eks.: kogte/bagte grøntsager, kogt lyst kød (kylling el, fisk), ris, pasta, lyst brød (f.eks. toast) og kogte æg.

Udrensning af tarmen:

For at undersøgelsen skal kunne gennemføres og give et klart billede af din tyktarm, skal tarmen været renset for afføring. Tarmen skal derfor udrenses med den medicin du har fået udleveret på apoteket (Toilax tabletter og Picoprep pulver).

Følg disse instrukser (og ikke dem der er vedlagt medicinen):

2 dage før undersøgelsen:
Kl. 18:00:     Tag 2 tabletter Toilax (det lille klysma skal ikke bruges)


Dagen før undersøgelsen:

Kl. 08:00         Tag 2 tabletter Toilax (det lille klysma skal ikke bruges)

Fra kl.18.00 og frem til 2 timer inden undersøgelsen må du kun indtage tynde, klare væsker.  Undgå mælkeprodukter (dog må du gerne bruge lidt mælk i kaffe/the eller lidt fløde i suppen)

 Kl. 18:00        Tag det første brev PICOPREP

  • Tag et glas med 150 ml koldt vand.
  • Hæld pulveret fra et brev i vandet.
  • Rør blandingen i 2 – 3 minutter. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig. Blandingen vil være uklar / råhvid. Den udvikler varme – det er normalt. Drik blandingen, helst indenfor 15 minutter.
  • Drik et stort glas klar væske i timen i 4-6 timer efter hvert brev.
  • Det er f.eks. vand, tynde energidrikke, æblejuice, bouillon, te eller kaffe.

Efter 1-3 timer, begynder udrensningen at virke og derfor vil det være meget hensigtsmæssigt at være tæt på et toilet.


På undersøgelsesdagen:

Fire timer før undersøgelsen:      Tag det andet brev PICOPREP

Du må meget gerne spise et lille måltid 2 timer inden din tid hos os. 

Selve undersøgelsen:

Forud for din undersøgelse får du anlagt en lille plastikkanyle (venflon) i en blodåre i din arm. I den kan der gives beroligende og smertestillende medicin, hvis du ønsker dette.

 Du skal ligge på venstre side. Endetarmsåbningen er det første, som undersøges. Derefter føres kikkerten ind gennem endetarmen og videre op gennem tyktarmen. For at kunne se slimhinden er det nødvendigt at puste luft ind. Det kan give lidt mavekneb og fornemmelse af, at føle sig oppustet. Dette forsvinder hurtigt efter undersøgelsen. For at kikkerten lettere kommer op gennem tarmen, er det nødvendigt, at du undervejs skifter stilling. Gennem kikkerten kan der indføres instrumenter til behandling og udtagning af prøver fra tarmens slimhinde.

Svar på undersøgelsen:

Du får resultatet af undersøgelsen med det samme. Hvis der er taget vævsprøver, har vi svaret efter ca. 1 uge, hvorefter vi kontakter dig.

Du må spise og drikke normalt efter undersøgelsen.

Komplikationer:

Hvis der er taget vævsprøver, kan dette medføre minimale mængder blod i afføringen i det følgende døgn. I meget sjældne tilfælde kan undersøgelsen kompliceres med hul på tarmen. Skulle der opstå tiltagende smerter, feber eller større blødning fra tarmen, bedes du straks kontakte klinikken på 3311448 eller kontakte vagtlæge 1813.

Afbud og udeblivelse:

Hvis du er forhindret i at komme til en aftalt tid, skal du melde afbud hurtigst muligt eller senest en hverdag før, så en anden patient kan få din tid. Du kan melde afbud elektronisk på hjemmesiden (under kontakt klinikken) eller telefonisk på 33 11 44 48, hvor du evt. kan aftale en ny tid.
Efter overenskomst med Danske Regioner vil der ved manglende rettidigt afbud opkræves et gebyr på 250 kr. for udeblivelse fra en konsultation og 500 kr. for udeblivelse fra en undersøgelse eller operation.

Speciallæge Søren Munch Jensen | Ny Kongensgade 21, 1.th | 1557 København V | www.33114448.com     Tlf: 33 11 44 48

Revideret af SMJ 01.02.2024. Revideres årligt senest 01.02.2025.