Gastroskopi

Formål med undersøgelsen:

Gastroskopi er en kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm.

Undersøgelsen foretages for at få afklaret, om der foreligger tilstande som mavesår, mavekatar, spiserørsbrok eller andre forandringer.

Før undersøgelsen:

Du må ikke spise i 6 timer før undersøgelsen, men du må gerne drikke vand indtil 2 timer før undersøgelsen. Du skal tage din sædvanelige medicin, som du plejer, med en smule vand.

Hvis du ønsker afslappende medicin, må du ikke køre bil eller cykle fra klinikken.

Undersøgelsen:

Før undersøgelsen gives lokalbedøvende creme i begge næsebor. Undersøgelsen varer ca. 5 minutter og foregår liggende på venstre side, hvor en tynd kikkert føres ind gennem næsen. Hvis man er meget snæver i næsen, kan man foretage undersøgelsen gennem munden.

Du bliver bedt om at synke et par gange, hvorefter kikkerten glider ned i spiserør og mavesæk.

Der er rigelig plads til at trække vejret både gennem både næse eller mund.

Selve undersøgelsen gør ikke ondt, men det kan føles ubehageligt, idet man puster luft ind for at kunne se slimhinden ordentligt. Du kan komme til at bøvse, men du kan ikke kaste op, da mavesækken er tom.

Efter undersøgelsen:

Du må spise og drikke lige efter undersøgelsen, men er du bedøvet med spray i halsen, skal du vente 1 time pga. risiko for at få maden i ”den gale hals”.

Du får resultatet af undersøgelsen med det samme og kan gå direkte hjem eller på arbejde.

Resultatet af evt. vævsprøver foreligger efter 1 uge og du vil blive kontaktet af klinikken.

Meget vigtigt:

Hvis der opstår blødning, smerter eller høj feber efter undersøgelsen, skal du straks kontakte klinikken på telefon 33114448 eller vagtlæge på telefon 1813.

Afbud og udeblivelse:

Hvis du er forhindret i at komme til en aftalt tid, skal du melde afbud hurtigst muligt eller senest en hverdag før, så en anden patient kan få din tid. Du kan melde afbud elektronisk på hjemmesiden (under kontakt klinikken) eller telefonisk på 33 11 44 48, hvor du evt. kan aftale en ny tid.

Efter overenskomst med Danske Regioner vil der ved manglende rettidigt afbud opkræves et gebyr på 250 kr. for udeblivelse fra en konsultation og 500 kr. for udeblivelse fra en undersøgelse eller operation.

Revideret af SMJ 01.02.2024.  Revideres årligt senest 01.02.2025