Kikkertundersøgelse af hele tyktarmen (Koloskopi) med dobbelt udrensning
KOLOSKOPI VEJLEDNING MED DOBBELUDRENSNING
Ved koloskopi indføres en bøjelig kikkert gennem endetarmsåbningen op gennem endetarmen til bunden af tyktarmen.
Herved kan man undersøge hele slimhinden i tyktarmen og endetarmen. Ligeledes kan man undervejs både tage vævsprøver og evt. fjerne polypper.
Inden undersøgelsen:
Du bedes oplyse om du er gravid, har pacemaker, har allergier eller tager blodfortyndende medicin.
Du behøver ikke holde pause med blodfortyndende medicin.
Tager du Maravan eller Marcoumar skal der måles INR indenfor 3 dage inden undersøgelsen.
Er INR over 3 bedes du kontakte klinikken.
Tarmen skal udrenses inden undersøgelsen. Se venligst vores vejledning i udtømning til koloskopi.
Du vil i forbindelse med undersøgelsen blive tilbudt let sedation med smertestillende og beroligende medicin.
OBS: FÅR DU DETTE MEDICIN MÅ DU IKKE KØRE BIL DET NÆSTE DØGN.
Selve undersøgelsen:
Du vil få lagt et drop, og der vil blive målt blodtryk og holdt øje med din iltmætning og puls.
Undersøgelsen starter med en inspektion af området omkring endetarmsåbningen, og endetarmen vil blive undersøgt med en finger.
Herefter vil kikkerten blive indført. Der vil blive pustet luft op i tyktarmen under undersøgelsen og der kan komme perioder med kortvarige krampende mavesmerter. Du vil muligvis blive bedt om at vende dig undervejs i undersøgelsen.
Når kikkerten er kommet til bunden af tyktarmen kan man se afgangen af blindtarmen og indmundingen af tyndtarmen.
Herefter vil kikkerten blive trukket tilbage og slimhinden vil blive grundig inspiceret.
Evt. forandringer vil der blive taget vævsprøver af og evt. polypper vil blive fjernet såfremt dette er muligt.
Efter undersøgelsen vil du blive grundig informeret om fund og der vil blive lagt en plan for fremadrettet behandling.
Hvis du har fået medicin undervejs, må du ikke køre bil eller betjene tungt maskineri de næste 24 timer.
Komplikationer:
Man kan være let oppustet og have lette mavesmerter efter undersøgelsen.
Koloskopi er en meget sikker undersøgelse. Alvorlige komplikationer i form af blødning eller skade/perforation af tarmen er ekstrem sjældne.
Opstår der kraftig blødning eller mavesmerter, almen utilpashed og feber efter undersøgelsen skal man søge læge med det samme.
FORBEREDELSE OG UDRENSNING
2 dage før undersøgelsen:
Du skal undgå kerner og kostfibre de sidste 2 døgn før koloskopien.
Kl. 18.00 tag Toilax®
Du tager 2 tabletter Toilax®
Virkning indtræder efter 1-3 timer
DAGEN før undersøgelsen:
Du må kun indtage flydende kost fx klar siet suppe, saft, sodavand, vand og juice uden frugtkød samt te og kaffe uden mælk, altså flydende kost der ikke indeholder mælkeprodukter.
DET ER VITIGT AT DU IKKE KUN DRIKKER VAND, MEN OGSÅ FÅR NOGET VÆSKE MED SUKKER/NÆRING.
Kl. 08.00 Toilax®
Du tager 2 tabletter Toilax®
Virkning indtræder efter 1-3 timer
Kl. 15.00-16.00 – 1. brev Picoprep
Du tager første brev Picoprep fortyndet i 1 glas koldt vand (ca.150 ml).
Blandingen udrøres i 2-3 minutter.
Du skal drikke minimum 1-1½ l klar væske i løbet af de næste 1-4 timer.
Dette vil give dig mange tynde afføringer efter 3-12 timer, og du kan blive træt og sløj.
Kl. 21.00-22.00 – 2. brev Picoprep
Du tager 2. brev Picoprep.
Drik minimum 1-1½ liter klar væske i løbet af de næste 1-4 timer.
Du må indtage klare væsker indtil 2 timer før undersøgelsestidspunktet.
Afføringen skal være vandtynd, for at udrensningen er fuldstændig.
På undersøgelsesdagen:
Du må drikke klare væsker indtil 2 timer før undersøgelsestidspunkter f.eks. saftevand, vand, juice, sodavand, kaffe/te MINUS MÆLK.
